Sydney, Adelaide and more to come

Operahuset set fra en færge i havnen

Fyrværkeri i Elder Park i Adelaide nytåsaften med 26 graders varme

Den 27.12 var der dømt flyttedag. Efter at have nydt julen sammen med Niels på en ren naturperle af en halvø syd for Christchurch på NZ ankom vi til Sydney. Fra et land med 4 mio. til en by med stort set det samme antal indbyggere. Fra en beskyttet tilværelse i et landligt miljø til et hektisk byliv. Det myldre med mennesker på hovedgaden, ved attraktionerne og også uden for centrum på strande og pladser. Udover mange udenlandske gæster, holder Australierne nu selv sommerferie.

Højdepunkter i Sydney var for os absolut operahuset inkl. en meget interessant rundvisning inde i det store bygningskompleks. Utzon har godt nok fået sat lille Danmark på verdenskortet!

Såvel inde som ude er det et helt unikt bygningsværk der har udfordret naturlovene til det yderste. Vidste du iøvrigt at operahuset allerede er opført på Unesco's liste over verdens kulturarv?

Andre "must sees" var for os Harbour Bridge ved siden af operaen, de kendte strande Bundi og Manly samt centrum og hovedgaden George Street med store gamle arkader fra 1880-1900 som Victoria og the Strand.

Efter 3 dage flyttede vi igen teltpælene og er nu i Adelaide hvor der de første par dage var 39-40 graders varme om dagen. Nu er vi helt nede på 26-28 c. Adelaide er en meget "laid back" storby på sydkysten, der markedsfører sig som landets førende festivalby.

Nytårsaften var en meget stor oplevelse. Først med middag i korte ærmer på en fortorvsrestaurant ved ni-tiden og herefter videre til en meget flot nytårsaftensfest i Elder park med fyrværkeri af meget høj klasse. Private har ikke lov til selv at fyre den af af hensyn til brandfare, men til gengæld har Adelaide City lavet et brav af et fyrværkeri til ca. 600.000 Austral Dollars (knap 3 mio. DKK).

Den første dag i det nye år er tilbragt på stranden i Glenelg, en stor badeby lige udenfor Adelaide. Det var som lige pludseligt at befinde sig i en ferieby på en solkyst i sydeuropa. Men det tog altså kun 25 min. at komme dertil med sporvogn.

Efter denne afslappede dag, bliver det anderledes hårdt i morgen hvor vi skal på en heldags vintur til Barossa Valley, et af australiens bedste vindistrikter. "It's a hard job, but someone has to do it!"

I ønskes alle et rigtigt godt nytår.

Med varme nytårs hilsner

Annie og Hans

Farvel til New Zealand - see you!

Milford sound - en dag ud af 30 er det solskin og næsten vindstille og den ramte vi ;-)

Delfiner leger tæt ved vores båd om eftermiddagen den 24. december 2009

Når man er på New Zealand kan man få dækket de fleste behov, uden at skulle rejse udenfor landets grænser, som vi Skandinaver jo ofte skal. Man kan tage på solskins- og badeferie, på ski ferie, surfe, vandre, klartre i bjerge, jage, fiske, opleve alle slags natur og "You name it". Samtidig er landet selvforsynende med det meste, så alt i alt et meget komplet land. Befokningen er kun på godt 4 mio. selvom om landet arealmæssigt er enormt stort sammenlignet med vort eget lille land. Med et areal på ca. 270.000 km2 er det knap 7 gange større end Danmark. På nordøen bor de fleste, ca. 3 mio.(heraf 1 mio. i Auckland). Selvom sydøen er den største bor der kun ca. 1 mio. mennesker, heraf alene 600.000 i Christchurch. Så plads er der nok af!

Hvilke områder af NZ man foretrækker afhænger helt af sine interesser. Nordøen har budt på mange dejlige oplevelser, men for os har mødet med sydøen været noget ganske særligt.

Naturmæssigt er der så mange forskellige perler, at en beskrivelse af vore oplevelser nemt kunne fylde en hel bog. Omkring en fjerdedel af sydøen er nationalparker, og store områder er på Unesco's liste over verdens natur- og kulturarv.

Her blot et lille udpluk af spændende områder på sydøen:

I nord faldt vi pladask for Marlborough Sounds og Abel Tasman nationalparken. Her kan man vandre og vandre og vandre i smuk og meget varieret natur. Begge steder var vi på lange heldags vandreture.

På vestkysten bliver man overvældet af det særlige fænomen med tropisk regnskov helt fra strandkanten og langt op ad bjergskråningerne. Det første møde med Southern Alps er udsigten til Mount Cook og Frantz Joseph gletcheren. Og kort efter kan man også opleve Fox gletcheren. Det helt særlige er at begge slutter i frodig tropisk regnskov. Længere mod syd siger man farvel til vestkysten og klartre via Haarst passet mod sydøst til Fiordland. Her på den anden side af af bjergkæden er der knapt så frodigt men med en rå og storslået natur i bjergrigt område. Her var vi det meste af tiden i mindst 300 m højde over havet og op til 1000 m.o.h.

I Fiordland faldt vi især for Lake Wanaka området og ikke mindst for Te Anau og Milford Sounds. På trods af navnet er Milford Sounds en fjord skabt i istiden. Vi nød en hel dag i området og på fjorden. Ubeskriveligt - skal opleves!. Rudyard Kipling beskrev Milford Sounds som Verdens 8. vidunder, og så er vi da heldigvis fri for at tilføje flere superlativer :-).

Selvom vi på de 28 dage har kørt 4200 km har vi haft tid til at opleve det vi ville i et magligt tempo. 6 steder har vi haft 2 overnatninger og 2 steder blev vi 3 dage.

Bye, bye New Zealand and see you soon!

Nogle elsker Bungy Jump, men alle elsker All Blacks

Kawaru Suspension Brigde hvor det oprindelige Bungy Jump blev til

Den menneskelige yoyo ;-)

En af de ting, som har sat NZ på verdenskortet, er Bungy Jumpet. Det oprindelige jump er fra den over 100 år gamle Kawaru Suspension Bridge nær Queenstown og det måtte vi naturligvis lige se, når vi nu var på disse kanter. Vi understreger, at vi kun skulle SE det!
Det er nu også temmelig underholdende og til dels også uforståeligt, at se på alle disse frygtløse (i alt fald nogen af dem), som står i kø for at give 170 NZD for at lade sig tøjre om anklerne, for herefter at springe ud fra en bro - ned mod en brusende flod, hængende i et elastisk tov, som gør dem til en menneskelig yoyo. Selve springet tager ca 1 minut fra man springer ud til man igen har fast grund under fødderne.
Springerne er alle mulige forskellige mennesker. De fleste yngre mennesker, men vi så også en pæn indisk herre, som var iført en pæn skjorte, bukser med pressefolder og blanke sko, som tog springet. De fleste andre var noget mere afslappede i påklædningen.
Springet her er på 43 m, men langt fra det længste. Der springes nu mange steder på NZ og det længste pt. er på 134 m og foregår fra en svævebane.

Spørger man en Kiwi om, hvad NZ er kendt for, vil han uden tvivl både nævne kiwifrugter og All Blacks. - All Blacks, hvad er det nu for en størrelse? ja det er godt at vide, når man rejser i NZ.
Vi havde været i landet i et par uger inden vi fandt ud af, hvad det var. - Vi var klar over, at det havde noget med rugby at gøre, men at det var det New Zealandske landshold gik først op for os senere på turen, - uha!

Og hvorfor elsker alle kiwier så All Blacks? Jo, det gør de fordi All Blacks forener de 2 store befolkningsgrupper maorier (den oprindelige befolkning) og pakehaer (de hvide). Der er nemlig stort set lige mange fra hver gruppe på landsholdet, så med landsholdet har alle en fælles følelse, som de nationalt kan samles om. Det er en meget stor ære at spille på landsholdet - faktisk så stor, at flere af de bedste spillere har sagt nej tak til store kontrakter med udenlandske klubber, da det nemlig KUN er spillere fra nationale klubber, som kan komme på landsholdet.
I øvrigt har maorierne sat sit tydelige præg på All Blacks, idet de før alle deres kampe opfører et gammelt maorisk angrebsritual for at skræmme modstanderne - The Haka - og har man set det, forstår man godt hvis de bliver skræmt ;-). Prøv bare linket og bliv overbevist!

Stednavne på New Zealand - en udfordring for hukommelsen

Før vi tog til New Zealand vidste vi, at det var et engelsk talende land og kendte de vigtigste bynavne som Auckland, Christchurch, Queenstown og Wellington. Alle navne som var mundrette og nemme at huske.
Så snart vi begyndte at bevæge os rundt i landet, så opstod der en del forvirring (og af og til en diskussion) om hvad det egentlig var for et sted, vi havde bestemt vi skulle køre imod. - Var det Whangerei, Waipu, Kawakawa eller Kerikeri??? Nå nej - det var jo Waitangi.
Det er sådan, at rigtig mange byer er navngivet af maurier og derfor ikke er sådan lige at huske for en dansk hjerne på ferie. For maorier er det derimod helt naturlige navne. Som regel er byerne opkaldt efter en høvding, noget som er sket på stedet eller andet, som giver mening for en Maori. Et godt eksempel på det sidste er byen Kororareka, som betyder "Pingvinsuppe smager dejligt". - Det giver da mening, ikk'?
Byen har dog ændret navn senere til Russel, nok fordi den i starten af 1800-tallet var hovedstad på New Zealand. - Englænderne havde nok også problemer med maorinavnene ;-).

Nu vi er ved pingviner - ja, så er der jo også pingviner på NZ. - Det havde vi heller ikke nogen anelse om før vi kom hertil. Men det er der altså flere steder på sydøens vestkyst, og det opdagede vi en dag, da vi kom kørende på hovedvej 6 med det New Zealandske fænomen - regnskov på ventre side af vejen og udsigt til det Tasmanske hav på højre side. - Der lige pludselig er der et af de uendelig mange gule advarselsskilte med alle mulige dyr på (køer, geder, får, kiwifugle), men på dette var der en pingvin - next 3 km!!! - Desværre var fotografen ikke klar - øv.

Ja vi lærer mange ting hele tiden og ikke en dag på NZ har været uden en ny oplevelse!

K.h
Hans og Annie

Om støvler, sandflies og andet skævt Down Under

Skal man for alvor opleve den fantastiske natur på New Zealand skal det ske på naturens egne premisser bl.a. via lange trave og klartreture. Det har mindst 95% af alle besøgende fattet, men alligevel kommer det tilsyneladende som en stor overraskelse for en hver tolder når han ser en udenlandsk turist ved ankomstkontrollen i lufthavnen. "Do you have booooooots?" - Ja, naturligvis havde vi da støvler med! Først skulle de gennemlyses, og så skulle de vises frem for den måbende kontrollør, så han ved selvsyn kunne se, at vi ikke havde god dansk muld under støvlerne. New Zealand værner nærmest hysterisk om deres øko-balance og vil for enhver pris ikke have fremmede bio-emner ind i landet Men de har jo virkeligt også en naturskat at passe på - og det gør de så. Vi behøver vel ikke at nævne, at enhver form for mad og drikke skal dumpes inden ankomsten.

Er der en slange i dette fantastiske paradis, ja så må det være en lille bitte myg der kaldes sandflies. De findes i umådelige mængder på Sydøens Vestkyst i de tropiske regnskove. Ja, du læste rigtigt! Takket være de store regnmængder fra det Tasmanske Hav er der grønt og frodigt på Vestkysten med palmer helt ud i strandkanten. Men det giver altså også gode levevilkår for sandflies. Så hvis det ikke stormer eller regner på Vestkysten, så sørger de skide myg for at du får travlt med at smøre alverdens gift på for at holde dem væk.

En anden slange i paradiset er det manglende ozonlag. UV strålingen er oftest over 10, og man kan ikke købe en sol lotion med mindre end faktor 30! - Hjemme i Danmark er faktor 10 vel ofte et rent overkill. - Og man skal virkeligt tage det alvorligt. Ingen sol uden sol lotion!

Mange ting vender iøvrigt på hovedet her Down Under. F.eks. går solen nordom når den fra øst skal gå ned i Vest. Og vil man opleve sydens sol og varme så skal man tage nord på! Nordøens nordlige område ligger jo tættest på ækvator, og kaldes med rette for "the Wintherless North".

Og fra i dag bevæger vi os rent feriemæssigt ud på uudforsket område. Vi har kun en gang i vort voksne liv haft 4 uger ferie i træk i forbindelse med vores ferie i USA i 2001. Ellers har alle ferier været på max. 3 uger. Fra i dag bevæger vi os ind i vores 5. ferieuge, og det bliver jo til hele 8 uger inden flyet atter lander i Hamburg. Indtil nu gør det ikke ondt, og vi tror godt det kan blive en vane.

Med kærlige ferie hilsener

Annie og Hans

Fra nordøen til sydøen

Vi her nu forladt nordøen og er taget mod syd. Vi var så heldige at vores søn Niels havde tid til at bruge et par dage sammen med os, men nu er vi på egne ben igen.

Først må man fortælle om den smukke indsejling til sydøen / Picton. Det tager 3 timer og den sidste time går gennem de smukkeste fjorde man kan tænke sig. Nok den flotteste sejltur nogen sinde.

Velankommen til sydøen har vi fundet en dejlig lille Camp site meget tæt på Queen Charlotte Track, så dagen efter tog vi vandrestøvlerne på og gik de 12,5 km op og ned langs fjorden og gennem alverdens vegetation. En vandtaxa var en kærkommen mulighed til at komme retur til vores Camper.

Fredag var vi på the wine route og besøgte lidt wineries. Måske en ide for JB's vinklub.

I dag lørdag tager vi videre mod Nelson og Abel Tassmann Nationalparken, hvor vi forventer flere traveture.

Vejret - godt, sol, regn, blæst, vindstille, storm.....

Tongariro alpine track

Et must see på nordøen er The Tongariro National Park. Parken er på 188.000 ha og er på Unescos liste over verdens natur og kulturarv. Vi ankom fra Lake Taupo til lejrpladsen, der meget passende hedder Base Camp og ligger i ca. 700 m højde. Området giver mulighed for mange traveture, heriblandt en heldags vandre og klatretur som kaldes Tongariro Alphine Crossing, en tur på 19,4 km op over et af tre bjerge i området, Mount Tongariro med en højde på 1967 m. Annie valgte at spare sit knæ til sydøen, så jeg besluttede mig for at tage turen alene. Ud over at spare knæet, er jeg sikker på at Annie også samtidig fik sparet sine nerver for lidt overarbejde!

Iført det rigtige klartreudstyr, oppakning og proviant var der afgang fra base camp med en bus kl. 8.00. Bussen kørte til drop off point i 1150 m højde, hvorefter vores driver muntert bekendtgjorde at der ville være et tilsvarende møde punkt om 19,4 km. "Good bye and enjoy your trip!" De første 4,5 km til Soda Springs steg ruten jævnt, og jeg startede nok i et for højt tempo og glemte at luften jo allerede var tyndere på den første tur op til ca. 1400 m højde. Så pulsen var allerede rigelig høj da jeg begyndte på de næste 2,5 km som var en hård stigning op til ca. 1600 m højde til et område som kaldes South Crater. Jeg følte at jeg gik lodret op ad, og pulsen fik afgjort en tand til. Man har kun klipper at støtte sig til og der er absolut ikke noget sikkerhedsnet.

Godt blå i hovedet ankom jeg til South Crater ca. 250 højdemeter fra toppen af Mount Tongariro. Her blæste det ca. 45 km/t og sigtbarheden var meget dårlig, så jeg måtte koncentrere mig om at finde den næste rutemarkering som blot var 20 m fremme.

Efter lidt mad og drikke påbegyndte jeg den sidste opstigning til Red Crater i 1886 m højde. Turen var på 2 km og jeg må blankt indrømme, at jeg blev udfordret til det yderste af min ydeevne på denne klatretur der ofte foregik på alle fire. Lungespidserne var i skarp konkurrence med min tungespids og at række længst ud af munden, og havde opstigningen været en km længere havde jeg nok måtte opgive at fuldføre. De første 4,5 km tog en time, de næste 2,5 km tog også en time og det gjore de sidste 2 km til toppen sørme også!

Men op kom jeg og fik så belønningen i form af en fantastisk udsigt over crater søer og bjerge, da det i melletiden var blevet mere klart. Samtidig havde jeg fået læ fra bjerget, så jeg ikke mærkede blæsten.

Efter et fotostop begyndte jeg nedstigningen med 4 km frem til en bjerghytte. Denne del var ren mental hygiejne, hvor man blev helt høj og hvor tankerne rigtigt kunne flyve på langfart.

Efter et spise stop fortsatte nedstigningen gennem et meget smukt område der pludseligt blev til regnskov i 900 m højde. 6 km senere havde jeg fuldført de 19,4 km på godt 6 timer. Turen var fastsat til 8 timer.

Hjemme i base camp stod Annie klar med cola, kaffe og kolde øl. En helt fantastisk oplevelse, som samtidig var en stor fysisk udfordring.

Med mange NZ hilsener

Hans

Jul i kiwiernes land

Det at det er julemaaned er ikke noget vi saadan laegger maerke til her. Der er julepynt rundt omkring i butikker, men temmelig moderat og ogsaa temmelig smagloest.

I dag loredag 5. dec. har vi vaeret til Juleparade i Taupo by. Det var et blandet optog anfoert af et saekkepibeorkester, og herefter fulgte alle mulige ting. Lastbiler med julemaend og juletraeer paa ladet, Motercykler med julepynt, alverdens foreninger og andet, som var udklaedt m.m. Der var fyldt op med masser af familier med boern ved vejsiderne. Det virkede lidt som naar vi i DK taender lyset paa torvets juletrae.

Det mest smagloese (men nok ogsaa det sjoveste) var i en forretning, som saelger Grill og grilltilbehoer. Her havde man malet en kaempe julemand paa vinduet, som var ved at grille sit rensdyr ;-). Det siger vist lidt om deres forhold til julen og julemanden!!

Det kan nu ogsaa vaere svaert at komme i julestemning naar det er lyst fra 6 morgen til naesten 9 aften. Det er vist den mest afslappede december vi har oplevet.

Mange julehilsner herfra ;-)

Lidt om hvad vi laver her down under

Saa er det loerdag og en uge siden vi startede med vores Camper. Ugen har bragt mange gode oplevelser og indtryk. Vi startede med at koere nord paa fra Auckland og besoegte bl.a. Treaty Ground, som er stedet hvor Maurier og englaenderne underskrev en traktat om New Zealands fremtid. Det var i 1840 og lige siden har de diskuteret tolkningen af indholdet.

Vi koerte herefter til Coromandel, som er en halvoe vest for Auckland. Man skal dog igennem Auckland mod syd inden man drejer mod Coromandel. Det var en fantastisk dejlig natur der moedte os og her oplevede vi fantastiske strande med kridhvidt sand og absolut ingen sten samt hot water beach, som vi tidligere har omtalt.

Torsdag var vi saa i Kiwi fruit land, hvor vi bl.a. besoegte en Kiwi farm inden vi koerte videre til Rotoria, som ligger i et omraade med geisere og varme kilder og fredag videre igen mod syd og Lake Taupo, hvor vi er nu. Soeen er beroemt for lystfiskere, da den skulle vaere fyldt med oerreder, men de lokale siger dog noget andet :-).
De sidste dage har vaeret praeget af meget regn, men NEJ - vi savner stadigvaek ikke det danske vejr. I dag er det dog vendt igen og her er dejligt solskin og ca. 20-22 grader.

I morgen tager vi videre mod Tongario National park, hvor vi regner med at skulle trave rundt paa vulkaner. Der er nogle gode ture, bl.a. en meget smuk 8 timers tur, men det kommer lidt an paa hvor kraevende den tur er, om vi tager den. (Annies knae er ikke helt paa toppen).

Onsdag eller torsdag tager vi til sydoeen.

Det var alt herfra down under i december.

Vi har ikke sat billeder ind, da de alle ligger paa vores egen pc, og det har ikke vaeret muligt at komme paa nettet med den paa de pladser vi har boet og vi er ikke rigtig indstillet paa at bruge meget tid paa at finde en mulighed for det. - Vi har nemlig bare saa travlt..... ja vi har ;-)

Saa startede Camperferien :o))

Saa kom vi endelig i gang med den ferie vi virkelig har glaedet os til. Vi kom til Auckland torsdag eftermiddag og brugte saa torsdag aften og fredag til at kigge os lidt omkring. Og saa var vi saa heldige at Niels og hans kammerat Kristian var paa tur og gjorde et stop i Auckland.
Loerdag fik vi saa vores Camper - og den er bare god, men rattet sidder i den forkerte side. Naa - ikke saa galt naar man skal ogsaa skal koere i den forkerte side. Hans er allerede blevet verdensmester i at svinge rundt i diverse haarnaale sving.
Fartbegraensninger i NZ er noget af et kapitel for sig selv, Man maa HOEJEST koere 100 km paa motorveje, men til gengaeld ogsaa 100 paa smaa veje med mange sving?? - Ja, vi forstaar det ikke helt, men saadan er det.
New Zealand er smukt, smukt, smukt. Og vejret er godt, godt, godt :-). Det er svaert at sammenligne det med noget, for det er en meget foranderlig natur vi har set indtil nu. Foreloebig har vi kun set paa omraadet nord for Auckland, men er nu paa vej mod syd vest til halvoeen Coromandel. Vi regner med at blive et par dage her og bl.a. se "Hot Water Beach", som skulle vaere noget med at der er varme kilder under strandsandet, saa man kan grave sit eget lille badekar i sandet.

Nok for i dag.
Ha' en god dag naar I vaagner (vi er12 timer foran Jer)

Mange hilsner fra NZ

Jordnøddeskaller på gulvet

Endnu 45 skridt tilbage inden den berømte Longbar på Raffles hotel ;-)

Jordnøddeskaller på gulvet i Long Baren - det skal man prøve!

Et julepyntet Raffles hotel i Singapore

Et af højdepunkterne i Singapore er et besøg på Raffles hotel. Alle som har været i Singapore ved hvad vi taler om. På hotellet er en meget berømt Long Bar, hvor det er et must at gå ind og få en Singapore Sling(er).

Singapore bryster sig af at være en meget ren by og at smide affald på gaden er lige til en bøde. MEN på Raffles Hotels Long Bar er det anderledes. Her spiser man jordnødder til sin drink og smider skallerne på gulvet. Sådan gjorde man i kolonitiden og sådan gør man nu.

Madam must be happy ;o)

Efter nogle dejlige dage i Singapore er vi nu paa vej mod NZ, og sidder nu i lufthavnen og venter paa vores fly. Det har vaeret en oplevelse at vaere her og noget af det som vi har lagt meget maerke til er den udpraegede service alle i Singapore viser os.
Allerede da vi ankom til lufthavnen oplevede vi en venlig og smilende paskontrolloer - hvor ofte goer man det! Taxachauffoeren som koerte os fra lufthavnen til hotellet , underholdt os hele vejen med hvad vi absolut ikke kunne undvaere at opleve i Singapore, men toppen var nu kuffertmanden paa hotellet ;o).
Paa hotellet naaede vi ikke at roere vores meget store og meget tunge kufferter, foer at personalet havde overtaget dem. Naeste gang vi saa kufferterne var da vi ca. 2 minutter efter vi traadte ind paa vores hotelvaerelse, hvor den smilende kuffertmand bankede paa og kom ind med kuffeterne. - Hvilken kuffert er 'Madams'? Den skulle endelig placeres paa en kuffertskammel fordi 'Madam must be happy' ;o). Den blev placeret - ikke saerlig praktisk, MEN naturligvis var Madam happy. - Misters kuffert kunne bare staa paa gulvet, hvilket i oevrigt var meget mere praktisk.
Mange hilsner herfra
Annie og Hans

Velkommen til vores blog ;)

Hvis I har lyst til at følge lidt med i vores rejseoplevelser på turen Down Under, så er denne blog stedet. Vi har ønsket os denne rejse i mere end 25 år, men aldrig rigtigt haft muligheden for at tage så lang en ferie. - MEN nu gør vi det altså!!!

Vi vil skynde os at sige UNDSKYLD til familie og venner, som havde set frem til en større fest i november, hvor vi har sølvbryllup. Vi fejre det ikke i Silkeborg, men i Singapore og det bliver uden taler, sange, brudevals og sølvglans i håret - vi har nemlig tænkt os at bruge festpengene på os selv og på denne rejse ;o)).
Til gengæld vil vi prøve at holde denne blog i gang med beskrivelser og historier fra vores små og store opdagelser i Singapore, New Zealand og Australien.

Vi håber at I vil bruge lidt tid på at læse bloggen ;o)

Hans og Annie